Anmeldelse af ”De første skridt – på din vej til succes som it-freelancer”


Har nu været freelancer en måned, hvor jeg, udover arbejdet med LEAPWORK hos kunden, har brugt et par timer i S-toget frem og tilbage på at læse “De første skridt – på din vej til succes som it-freelancer” af Jakob Lindstrøm.

Jeg vil starte anmeldelsen med at sige, at det er en virkelig god bog, som jeg ville ønske, at jeg havde haft i sommers, da kimen til at starte som freelancer blev lagt. Men mere om det senere…

Disclaimer: jeg er pt. på en kontrakt gennem 7N, hvor forfatteren er rekrutteringschef, men jeg har aldrig mødt ham.

Og så tilbage til anmeldelsen…

Bogen er godt og meget læsevenligt skrevet med masser af gode råd om alt lige fra fastsættelse af timepris til samarbejde med konsulenthuse.

Nu har jeg jo selv lige været processen igennem som nystartet freelancer og bogens indhold er fuldt dækkende for mine egne oplevelser med at komme i gang, få landet den første kontrakt og den første tid hos en ny kunde. Så der rammer Jakob plet.

Det bedste ved bogen er ubetinget, at den ikke alene fokusere på de positive ting ved livet som freelancer, men også omtaler de mere negative aspekter som fx. de bekymringer, der kan være som freelancer, specielt når man overvejer springet. Det klæder bogen og dens budskab, at den er så afbalanceret.

Som sagt, ville jeg ønske, jeg havde haft den inden, jeg selv tog springet. Ikke at det ville have ændret min beslutning, men der er nogle gode pointer, som jeg gerne ville have vist/tænkt over, da jeg startede. Fx. Do’s and Don’ts til samtalen hos kunden. Det vigtigste ved bogen er dog, at den sætter gang i tankerne – også her efter den første tid som freelancer.

Bogen er på alle måder anbefalingsværdig – både inden og lige efter starten på ens nye karriere som freelancer. Og hvem ved, måske også på længere sigt.

Pris: kr. 99, 95 + forsendelse.

Hjemmeside: https://it-freelanceguide.dk/


Skriv en kommentar

Design a site like this with WordPress.com
Kom igang